E-KLASSEN
Heltidsundervisning i Lejre Ungdomsskole
Heltidsundervisningen er et kommunalt tilbud til skoletrætte elever, som har svært ved at finde sig til rette i folkeskolens ældste klasser.
Målgruppen
Ungdomsskolens heltidsundervisning er et tilbud til max 8 elever fra folkeskolens 7. - 10. klassetrin, som er skoletrætte eller har andre tilpasningsvanskeligheder. Vi har plads til normalt begavede elever med sociale eller faglige problemer. Det kan være elever med et lille selvværd, som har lidt mange nederlag og som har svært ved at komme til orde i den store folkeskoleklasse. Elever, som er mobningstruede kan også finde et fristed i heltidsundervisningens lille tætte miljø. Det lave antal elever gør det også lettere at etablere et tæt samarbejde med forældrene.
Visitation
Visitationen foregår i samarbejde med PPR Lejre (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Derfor skal elevens skole tage kontakt til denne.
Fysiske rammer
Lejre Ungdomsskole startede heltidsundervisning i 1998. Vi bor i egne lokaler, som ligger i tæt forbindelse med Kr. Hyllinge Skole, så det gør det let at trække på deres faglokaler og bibliotek. E-klassen råder selv over klasselokale, grupperum, værested, værksted og køkken. Dagligdagen er tryk og tæt for eleverne i de fysiske omgivelser, hvor de er tæt på lærere og kontorpersonale dagen igennem. Det giver eleverne mulighed for at blive i deres egne omgivelser i frikvartererne, men beliggenheden ved Kr. Hyllinge Skole giver dem også mulighed for at deltage i folkeskoleelevernes aktiviteter.
Praktik og erhvervs/studievejledning
Vi har i E-klassen tilknyttet en UU-vejleder, der hjælper med alt det praktiske omkring praktikaftaler, brobygningskursus, præsentationskursus, uddannelsesplaner etc.
Lejrskoler, ekskursioner og andre ture
Mindst en gang om året er vi på lejrskole enten i Danmark eller udlandet. Vi lægger vægt på aktive lejrskoler med fysisk aktivitet, og andre sociale aktiviteter, som involverer hele gruppen. Vi bor som regel steder, hvor vi selv laver mad, handler ind m.m.
Med vores egen bus, har vi mulighed for at tage på virksomhedsbesøg, ekskursioner og andre ture "ud af huset".
Forældresamarbejde
Et godt forældresamarbejde er vigtigt for arbejdet i klassen. Vi har normalt meget positive forældre som ser E-klassen som en god mulighed for deres børn til at få en tryggere og dermed gladere hverdag, end den de kendte fra folkeskoleklassen. Der lægges fra første møde vægt på, at eleven ønsker at gå i klassen og ser den som et tilbud og ikke som en anbringelse. Dette udgangspunkt giver en positiv indgangsvinkel til samarbejdet, og med et højt informationsniveau fra skole til hjem og omvendt, har vi grundlaget for et velfungerende samarbejde.
Indlæring, sport & sund kost hænger godt sammen... hvis man spiser nogle gode sunde måltider og er fysisk aktiv hver dag, så er det lettere at koncentrere sig i undervisningen... Læs mere her...



